Grusomhedens Teater

Det var en fin sommer morgen. En morgen af den slags, hvor man føler sig glad for at leve. Og sandsynligvis ville manden have været glad for at leve. Han var nemlig død. Han kunne næppe være mere død uden specialtræning.

"Lad os se," sagde Sergent Colon (Ankh-Morporks bykorps, nattevagten) og rådførte sin notesbog, "indtil videre har vi dødsårsagen som a) slået mindst én gang med et sløvt instrument b) stranguleret med en streng af pølser og c) angrebet af mindst to dyr med store, skarpe tænder. Hvad gør vi så nu, Nobby?"

"Arrestér den mistænkte, Sjant," sagde Korporal Nobbs, med et kvikt honnør.

"Den mistænkte, Nobby?"

"Ham," sagde Nobby og puffede til liget med sin støvle. "Jeg finder det højst mistænksomt, at være død på den måde. Desuden har han også drukket. Vi kunne tage ham for at være død og lave gadeuorden."

Colon kløede sig i nakken. At arrestere et lig havde selvfølgelig visse fordele. Men...

"Jeg kunne tænke mig at," sagde han langsomt, "at Kaptajn Vimes selv vil ordne den her. Du må hellere bringe den tilbage til Vagthuset, Nobby."

"Og bagefter kan vi spise pølserne, sjant?" sagde Nobbs.

Det var ikke nemt at være den øverste politiman i Ankh-Morpork, den største af alle byer på Diskplaneten [*].

Der var sikkert steder, spekulerede kaptajn Vimes i sine mere triste øjeblikke, hvor der ikke var troldmænd (som gjorde låste døre mysterier til en del af dagligdagen) eller zombier (mordsager blev virkeligt besynderlige når offeret samtidig kunne være hovedvidne) og hvor man kunne stole på at hundene ikke gjorde noget i nattetimerne og ikke gik rundt og snakkede med folk. Kaptajn Vimes troede på logik, på samme måde som en mand i ørkenen tror på is -- dvs. noget han virkelig havde brug for, men dette var ikke stedet til den slags. Bare for én gangs skyld, tænkte han, kunnee det være rart at løse noget.

Han så på kroppen, med det blå ansigt, på stenbordet, og følte en lille dråbe spænding. Der var spor. Han havde aldrig set ordentlige spor før.

"Ku' ikke have været en røver, Kaptajn," sagde Sergent Colon. "På grund af hans lommer, der var fyldt med penge. Elleve daler."

"Det ville jeg ikke kalde fyldte," sagde Kaptajn Vimes.

"Det var kun i enører, Hr. Kaptajn. Jeg er overrasket over at hans bukser kunne klare presset. Og jeg har listigt udregnet det faktum at han var en entertainer. Han havde nogle kort i sin lomme. "Chas Slumber, Børneunderholdning"."

"Jeg går udfra at ingen så noget?" sagde Vimes.

"Men, Hr. Kaptajn," sagde Sergent Colon hjælpsomt, "Jeg sendte den unge Konstabel Carrot ud efter nogle vidner."

"Bad du Korporal Carrot om at undersøge et mord? Helt alene?" sagde Vimes.

Sergenten kløede sig i nakken.

"Og så spurgte han mig om jeg kendte nogen rigtig gammel og alvorlig syg?"

Konstabel Carrot, det yngste medlem i korpset, blev ofte betragtet af folk som simpel. Og det var han. Han var utroligt simpel, men på samme måde som et sværd er simpelt, eller et baghold er simpelt. Han havde også muligvis den mest lineære tankegang i hele universets historie.

Han havde vente ved sengekanten hos en gammel mand, som havde nydt han selvskab betragteligt. Og nu var det tid til at tage hans notesbog frem.

"Hør nu, jeg ved at De så noget, Hr," sagde han. "De var der jo."

JA, sagde Døden. DET SKAL JEG, VED DU NOK. MEN DETTE ER YDERST UREGLEMENTERET.

"Ser de, Hr." sagde Korporal Carrot, "som jeg tolker loven, er du Assisterende Efter Hændelsen. Eller muligvis Før Hændelsen."

UNGE MAND, JEG ER HÆNDELSEN.

"Og jeg er lovens håndlanger," sagde Korporal Carrot. "Der må være en lov, ved du nok."

VIL DU HAVE MIG TIL AT..ØH...STIKKE NOGEN? SLADRE? LADE DET KOMME SOM SKIDT FRA EN SPÆDE KALV? NEJ. INGEN MYRDEDE HR. SLUMBER. JEG KAN IKKE HJÆLPE DIG.

"Nåh, det ved jeg nu ikke, Hr," sagde Carrot, "det tror jeg faktisk du har."

POKKERS.

Døden så på Carrot gå, dukkede sit hoved da han gik ned af den stejle trappe fra skuret.

NÅ, HVOR KOM JEG FRA...

"Undskyld mig," sagde den magre gamle mand i sengen. "Jeg er faktisk 107, at du ved det. Jeg har ikke hele dagen."

ÅH, JA, DET ER KORREKT.

Døden spidsede sin le. Det var første gang han nogensinde havde hjulpet politiet i deres undersøgelser. Men alligevel, alle havde jo deres job at udføre.

Korporal Carrot spadserede langsomt rundt i byen. Han havde en Teori. Han havde læst i en bog om Teorier. Man samlede alle sporende og så havde man en Teori. Alting skulle passe.

Der var pølserne. Nogen måtte købe pølser. Og så var der enørerne. Normalt var der kun en lille del af den menneskelige race, som betalte ting med enører.

Han gik ind til en pølsemager. Han fandt en gruppe børn, og snakkede med dem i et stykke tid.

Så slentrede han tilbage til gyden, hvor Korporal Nobbs havde optegnet ligets placering på jorden (farvelagt den, og tilføjet en pibe og en stok og buske i baggrunden -- folk havde allerede smidt 7 ører i hans hjelm). Han lagde mærke til en bunke affald et stykke væk, og satte sig på en smadrret tønde.

"OK...i kan godt komme ud nu," sagde han, til verdenen sådan generelt. "Jeg vidste ikke at der var flere gnomer tilbage i verdenen."

Affaldet bevægede sig. De trippede ud -- den lille mand med den røde hat, den puklede ryg og den krumme næse, den lille kvinde i kappen med en endnu mindre baby, den lille politiman, hunden med pibekraven og den meget lille alligator.

Korporal Carrot sad og lyttede.

"Han tvang os til det," sagde den lille mand. Han havde en overraskende dyb stemme. "Han slog os. Selv alligatoren slog han. Det var det eneste han vidste, at slå ting med kæppe. Og han plejede at tage alle penge som hunden Toby havde indsamlet og drikke sig fuld. Og så da vi løb væk fangede han os i gyden og begyndte med Judy og babyen, og så væltede han og..."

"Hvem slog ham først?" sagde Carrot.

"Os alle sammen!"

"Men ikke særlig hårdt," sagde Carrot. "I er alt for små. I dræbte ham ikke. Det har jeg en meget overbevisende udtagelse om. Så jeg gik hen og undersøgte ham igen. Han blev kvalt. Hvad er dette?"

Han frembragte en lille læder skive.

"Det er en swozzle," sagde den lille politimand. "Han brugte den til at lave stemmer. Han sagde at vores ikke var sjove nok."

"Sådan gør man det!" sagde gnomen kaldet Judy.

"Den sad fast i hans hals," sagde Carrot. "Jeg foreslår at i løber væk. Bare så langt som i kan."

"Vi tænkte på at starte en folkelig forening," sagde den førende gnom.

"Du ved...eksperimental drama, gadeteater og den slags. Uden at slå hinanden med pinde..."

"Gjorde i det overfor børn?" sagde Carrot.

"Han sagde at det var en ny slags underholdning. Han sagde at det ville fænge."

Carrot rejste sig og kastede swozzlen ned i affaldet.

"Det vil folk ikke finde sig i," sagde han. "Ikke på den måde."

[*]Som er flad og svæver gennem rummet på skjoldet af en enorm skildpadde, og hvorfor ikke...

"Grusomhedens Teater" blev originalt skrevet til W. H. Smith "Bookcase" magazine. Den udvidede version, som vist ovenfor, blev senere udgivet i programmet for OcryCon 15 konventionen.

Denne online version blev gjort tilgængelig på nettet ved venlig tilkendegivelse fra forfatteren, som har alle rettighederne til denne historie. Med hans egne ord: "Jeg vil ikke se den udgivet på print nogen steder, men jeg har intet imod at folk henter den ned for deres fornøjelses skyld."

oversat af: Lars Nielsson

---

---

The L-Space Web is a creation of The L-Space Librarians
This mirror site is maintained by R.R.Collier